lørdag den 12. oktober 2013

BLOG ON - Et lille frø der (forhåbentligt) bliver til et stort træ...

Ny skriftlighed og blogging...

Jf. mit første indlæg er mine refleksioner to-delte - dette indlæg kommer til at handle om:
Den anden opgave er mere praktisk refleksiv, nemlig et konkret forsøg på at udnytte blogskrivning som redskab til ny skriftlighed (efter gymnasiereformen, besluttet i 2003, effektueret pr. 2005 - blev der sat fokus på skriftlige kompetencer i hele gymnasiets fagrække - dette fokus kaldes ny skriftlighed).
Blogs og ny skriftlighed ser umiddelbart ud til at passe som hånd i handske - så hvorfor ikke bare prøve?? Er der nogen farer i det? Jeg kan ikke umiddelbart se det. Blogs er nemme og gratis at oprette, og det er vel ikke nogen skade til at skrive lidt ekstra - øvelse gør, som bekendt, mester.
”På nogle skoler sikres arbejdet med 
varierede skriftlige arbejdsformer gennem 
systematisk planlægning såvel på tværs af 
hele fagrækken og på langs i hele 
uddannelsesforløbet. 
 
På andre er arbejdet med skriftlige 
arbejdsformer endnu overladt den enkelte 
medarbejders pædagogiske overvejelser 
inden for eget fag.” 
 
Rapport fra en UVM-skrivekonference. 

iflg. rektor Claus Jensen, Faaborg Gymnasium Ny skriftlighed - hvorfor - hvordan
Dvs. igen er den manglende it-didaktik en stopklods, fordi vi ikke er ensrettet på it-området.

Meeen, når det kommer til ny skriftlighed, er det måske ikke nødvendigt at være ensrettet?! På min egen arbejdsplads, har vi et enormt problem med, at eleverne ikke afleverer de opgaver de skal. Som resultat har vi, i vores nye skema, indført et studiemodul hver onsdag eftermiddag. Dette modul skal blandt andet udnyttes til, at elever der mangler at aflevere opgaver, skal sidde i 'skrivefængsel' og aflevere STRAKS-opgaver (altså afleverer man hvad man har nået at skrive på et modul (95 min)).  Målet er, at eleverne skal opfylde deres 'skrive'kvote, i de traditionelle, skriftlige fag (engelsk, dansk, samfundsfag, matematik) - men jeg vil vove at påstå, at det ikke gør eleverne til bedre skribenter. Og her kommer bloggen så ind:

Her kan man træne sig i skriftlighed, uden at det ødelægger noget - du kan gøre det i sengen, i sofaen, på spisebordet eller i køkkenet... Det lyder helt frækt og fristende?!

Helt konkret har blog som læringsredskab i danskfaget (som jo er et af mine fag), været genstand for et skoleprojekt og her konkretiseres anvendelsen, og fordele opridses:

Elevernes specifikke udbytte af forløbet om blogsprog og blogskrivning falder indenfor tre områder:
1. viden om sprog og kommunikation i de sociale medier
2. erfaring med at producere afsluttede tekststykker (der træner essaygenren)
3. blik for sproglige virkemidler, genretræk, struktur, samt bevægelsen mellem et konkret og et abstrakt
plan.
Gennem blogmediet får eleverne mulighed for at udfolde sig mere kreativt, uden at man mister de faglige målsætninger. Mange elever har rost netop den side af forløbet, da de oplever, at de her har mere frihed til at skrive og samtidig ”endelig fatter hvad essay-genren går ud på”. Det sidste er en målrettet bonus for danskfaget. Bloggen har absolut sin plads i andre fag også, hvor der skriftligt kan reflekteres over faglige emner, både konkret og abstrakt. Nye veje med it i de gymnasiale uddannelser 
 Hvis det at skrive, således bliver mere naturligt, kreativt, sjovt, vedkommende etc, er der måske sået et frø, som, sammen med andre 'skrift-frø' kan vokse sig stærke. Så, BLOG ON - både lærere og elever!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar